|
Sammen med omkring 320 parlamentarikere fra de 55 OSCE-lande deltog
folketingsmedlem for Venstre, Kristian Pihl Lorentzen fra den
midtjyske landsby, Ans i årsmødet for OSCE's parlamentariske
forsamling, der blev holdt i Washington 1.-5. juli 2005 med USA som
vært. OSCE er forkortelsen for "Organisationen for sikkerhed og
samarbejde i Europa". Kristian er formand for den danske delegation
ved OSCE, der består af 6 folketingsmedlemmer fra forskellige partier.
I forbindelse med årsmødet blev 12 udvalgte parlamentarikere fra
forskellige lande, deriblandt Kristian, inviteret til at mødes med
USA's vicepræsident Dick Cheney i "Rosevelt Room" i Det Hvide Hus. Her
var uden tvivl tale om en amerikansk gestus, der markerede USA's
stærke engagement i OSCE som led i en styrkelse af båndene over
Atlanten.
- Jeg blev naturligvis glædeligt overrasket over at være blandt de få
udvalgte, og det var en meget stor oplevelse at blive modtaget som
gæst i Det Hvide Hus, fortæller Kristian Pihl Lorentzen. - Vi havde
tre kvarters afslappet rundbordssamtale med vicepræsidenten om
aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner, herunder situationen
i Irak og Kosovo samt den globale kamp mod terrorisme. Jeg benyttede
lejligheden til at udtrykke stor tilfredshed med USA's engagement på
tværs af Atlanten, hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem NATO og
OSCE. Europa og USA har brug for hinanden i kampen for frihed og
demokrati. OSCE's parlamentariske forsamling er et vigtigt forum for
dialog og samarbejde omkring en fredelig løsning af fælles problemer
og udfordringer.
- Det var også glædeligt, at vi på OSCE-årsmødet kunne vedtage en
resolution, der behandlede en række aktuelle problemstillinger.
Herunder vedrørende OSCE's væsentlige rolle i forbindelse med valg, så
det sikres at demokratiet udfoldes i alle OSCE-lande foregår efter de
internationale regler for fair og frie valg - uanset om magthavende
langfra altid er interesserede i at blive kigget i kortene. Vigtige
valgobservationer i det kommende år bliver gennemført i bl.a. Ukraine
og Hviderusland, og jeg har meldt mig som frivillig observatør i begge
lande, fastslår Kristian Pihl Lorentzen.

12 udvalgte parlamentarikere fra OSCE's
parlamentariske forsamling blev sammen med præsidenten for OSCE PA
(Mr. Alcee Hastings) og generalsekretæren for OSCE PA (Mr. Spencer
Olliver) inviteret til et møde med vicepræsident Dick Cheney i Det
Hvide Hus.

En afslappet rundbordssamtale med
vicepræsidenten i Roosevelt Room. En række højaktuelle
udenrigspolitiske emner blev drøftet i en afslappet atmosfære. Jeg gav
udtryk for behovet for de stærke transatlantiske bånd, som bl.a. OSCE
og NATO er udtryk for. Europa og USA har brug for hinanden, bl.a. i
den vigtige kamp mod terror samt i kampen for udbredelse af demokrati,
frihed og menneskerettigheder.
|