DATO:

MENU


Se billeder
fra turen:


Billedserie 1
Billedserie 2
Billedserie 3
Billedserie 4
Billedserie 5

VENSTREFOLK PÅ JAGT EFTER DEN KELTISKE TIGER.


Der var 32 deltagere fra hele landet da Venstre i dagene 22.-26. juni 2005 gennemførte en vellykket studierejse til Irland under ledelse af folketingsmedlem Kristian Pihl Lorentzen og med Venstres internationale sekretær, Niels Kirkegaard som assisterende rejseleder. Rejseprogrammet var koncentreret om 3 søjler. For det første fik venstrefolkene et grundigt indblik i baggrunden for det økonomiske mirakel i Irland – den såkaldt ”Celtic Tiger” (den keltiske tiger). For det andet gik turen til Belfast i Nordirland, hvor deltagerne fik indblik i den barske konflikt mellem katolikker og protestanter. For det tredje bød rejsen på oplevelse af den fantastiske irske natur – fra Dublin og Belfast til vestkysten ved Atlanterhavet.

Ung befolkning

Studiet af den keltiske tiger startede med at den danske ambassadør i Irland, K.E. Tygesen gav en grundig orientering om den politiske og økonomiske situation på den grønne ø. Irlands indbyggertal har været voksende siden 60’erne og landet har nu 4,0 mio. indbyggere. Der tale om en meget ung befolkning, idet hele 45% af indbyggerne er under 35 år. Det er noget, som interesserer udenlandske virksomheder, der overvejer at investere penge i aktiviteter i Irland. Arbejdskraften er sikret mange år frem. Irlands største handelspartnere er USA og Storbritannien. De store vækstområder i Irland er informationsteknologien (IT) og medicinalindustrien.

Den keltiske tiger spinder

Siden fulgte et besøg hos National Irish Bank, der for få måneder siden blev overtaget af Den Danske Bank for 9,6 milliarder kroner. Dertil kommer en investering på 1,5 mia. kr. til moderne systemer og efteruddannelse af bankens personale. Den Danske Bank ser et meget stort kundepotentiale i den blomstrende irske økonomi og forventer god gevinst af investeringen, ligesom man satser på at vinde betydelige markedsandele.
Så sent som i 1980’erne var Irland et land plaget af dårlig økonomi, lav vækst og høj arbejdsløshed. I dag forholder det sig stik modsat. Den irske økonomi er nu bomstærk. Den økonomiske vækst er hele 5%, og ligger dermed langt over resten af Vesteuropa. Den reelle arbejdsløshed er lig nul – ja, faktisk har Irland et stærkt behov for udefrakommende arbejdskraft for at klare efterspørgslen. I perioden fra 1994 til 2005 er den samlede beskæftigelse blev øget med 50% - fra 1,2 mio. til 1,8 mio. Samtidig er den væltet ind med udenlandske investeringer.

Baggrunden for dette økonomiske mirakel er primært følgende faktorer:
• Massiv støtte til Irland fra EU’s strukturfonde, hvilket bl.a. har givet et gevaldigt løft til infrastrukturen og andre erhvervsfremmende aktiviteter, herunder i provinsen.
• Kraftig politisk satsning på en vidensbaseret økonomi, herunder en massiv satsning på uddannelse og efteruddannelse.
• Satsning på et yderst mildt erhvervsklima i form af lave skatter og gunstige afskrivningsregler.
Disse faktorer har bevirket, at mange store udenlandske koncerner har fået øjnene op for det irske smørhul. Og det har sat gang i hjulene.

Møde med irsk socialminister

Under besøget i det irske parlament ”Dail Eireann” fik deltagerne lejlighed til et direkte møde den irske socialminister, Mr. Seamus Brennan, der orienterede om Irlands socialpolitik. Irland satser på et velfærdssystem, hvor der altid er hjælp at hente for de svageste i samfundet. Til gengæld sørger man for, at sociale ydelser som bistandshjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse aldrig bliver højere, end at det kan betale sig at arbejde. Alt for høje overførselsindkomster skaber passivitet, fastslog den irske socialminister.
I parlamentet var der også møde med generalsekretæren for Venstres irske søsterparti ”Progressive Democrats”, Mr. John Higgins, der orienterede om partiets sitiation og den aktuelle politiske dagsorden i Irland.

Ved ”fronten” i Belfast

Rejsen gik videre til Nordirland, hvor man fik et førstehåndsindtryk at den spændte situation i Belfast. Trods en vis forbedring i de senere år, er der fortsat store spændinger mellem de katolske ”nationalister” og de protestantiske ”unionister”. Visse steder er det i Belfast bygget en høj mur med vagttårne ned gennem de to grupperingers boligkvarterer. Det var næsten som at opleve ”Muren”, der under den kolde krig skilte opdelte Berlin i Øst og Vest. Muren og hegnene er simpelthen opført for at holde de to grupperinger adskilt og undgå vold. Hadet til ”de andre” opbygges allerede tidligt i barndommen. Et fire års barn er meget bevidst om, hvem der er ”de gode” og hvem, der er ”fjenden”. Dette sort-hvidt synspunkt forstærkes af et opdelt skolevæsen, idet mere end 90% af børnene går i skoler med ”den rette tro”. Dialog og viljen til at samles om en fælles fremtid har fortsat trange kår. Netop denne ustabile situation bevirker, at Nordirlands 1½ mio. indbyggere har svært ved at få gang i vækst og velstand. I stedet er nordirerne meget afhængige af en massiv økonomisk støtte fra London.

Spøgelsesparlament

Under besøget i det lokale nordirske parlament ”Stormont” fortalte formanden for Venstres nordirske liberale søsterparti ”Alliance Party”, Mr. David Ford om den politiske situation. Alliance Party bygger på ønsket om at føre en liberal politik, der bygger bro mellem de to religiøse grupperinger. Partiets vælgere er således moderate nordirere, der ønsker sig vækst og velstand frem for destruktiv konflikt. Som liberal huede det ikke David Ford at berette, at Nordirlands offentlige sektor i dag udgør hele 60% af økonomien. Der er et stærkt behov for at styrke det private erhvervsliv. Men det forudsætter den politiske stabilitet, der kan lokke investerer til. Det er også nedslående, at det lokale parlament i Nordirland ikke har været samlet til møde de seneste 18 måneder. Partierne kan ikke enes om at være i stue sammen. Den imponerende bygning, Stormont henstår derfor nærmest som et spøgelsesparlament, der venter på at de folkevalgte en gang kan enes om at løse den opgave, der har fået betroet af vælgerne. Der går desværre endnu en rum tid før der er skabt stabile og rolige tilstande i Nordirland.

Irsk natur og kultur

Rejsens sidste del var koncentreret om at give en oplevelse af Irlands fantastiske natur. Herunder den fantastiske naturpark ”Connemara” i det vestlige Irland, hvor landskabet veksler mellem knejsende bjerge, grønne dale og rislende vandløb. Desuden blev der tid til et interessant og ”smagfuldt” besøg på whiskey destilleriet i Kilbeggan, der er indrettet som et museum. Under opholdet i Dublin tidligere på ugen besøgtes også bryggeriet Guinness, hvor deltagerne efter en rundvisning fik lejlighed til at smage en ”pint” af en anden del af irsk kultur – den mørke og fyldige Guinness øl. Endelig blev der under turen mulighed for at opleve den velklingende irske folkemusik, der altid får humøret til at stige.


Ved hjemrejsen til Danmark kunne venstrefolkene konstatere, at Irland absolut er et besøg værd. Irland er et meget smukt og charmerende land, der for alvor har gang i hjulene. Den keltiske tiger lever i bedste velgående. Desværre er konflikten i Nordirland endnu ikke løst. Der er dog håb om, at man kan få situationen normaliseret i de nærmeste år. De fleste nordirere har erkendt, at de ikke får bedre levevilkår før konflikten er løst og stabile demokratiske tilstande er indført.