DATO:

MENU





Udskriv siden

NYT FRA TINGE - UGE 26-27 2005

 

Nyt fra Tinge

 

Nyhedsbrev nr. 21

- Uge 26-27/2005

Nyhedsbrev fra

Kristian Pihl Lorentzen

Folketingsmedlem for Venstre i Viborgkredsen

Mail: vkrlo@ft.dk

www.kplorentzen.dk

Tlf.: +45 33374560 / +45 22932999

Nordisk råd møder nord for polarcirklen 

I dagene 27.-29. juni var jeg i den nordnorske by BODØ for at deltage i Nordisk Råd præsidiemøde samt gruppemøde i den liberale partigruppe i regi af Nordisk Råd, Mittengruppen. Møderne omfattende en grundig principiel drøftelse af, hvordan vi får kagen skåret til i Nordisk Råd, så vi fremover fokuserer mere på nogle færre opgaver og problemstillinger i stedet for at skyde for meget med spredehagl. Der er i høj grad brug for Nordisk Råd som dynamo for det fællesnordiske samarbejde. De nordiske lande har fælles historie, ligesom der naturligvis er mange sammenfaldende nordiske interesser. Men vi skal have kagen skåret til, så Nordisk Råd får fornyet dynamik og dermed øget interesse hos politikere og hos offentligheden.  

Jeg går ind i denne proces med fuld styrke. Næste år har Danmark præsidentskabet i Nordisk Råd (efter Island). Dette giver mulighed for, at vi kan sætte turbo på denne tiltrængte fornyelse af arbejdet i Nordisk Råd. Møderne i BODØ markerede startskuddet til denne vigtige proces. En tilsvarende modernisering af arbejdet er sat i gang af Nordisk Ministerråd, der er regeringssporet i det nordiske samarbejde. 

Opholdet i BODØ var i øvrigt en stor oplevelse. Byen ligger et stykke nord for Polarcirklen og det er første gang jeg har oplevet fuld dagslys ved midnat. Efter møderne på andendagen fik vi en sejltur i hurtigbåd til det gamle handelssted ved Kjerringøy, der i dag fungerer som et levende museum, svarende til Hjerl Hede. Sejlturen mellem de nordnorske bjerge og fjelde var en meget stor naturoplevelse - og et kærkomment afbræk i de mange møder. 

Se billeder fra BODØ og KJERRINGØY på min hjemmeside www.kplorentzen.dk i forbindelse med dette nummer af NYT FRA TINGE. 

OSCE-møder i Washington - besøg i Det Hvide Hus 

Sammen med omkring 320 parlamentarikere fra de 55 OSCE-lande deltog jeg i årsmødet (Annual Session) for OSCE's parlamentariske forsamling, der blev holdt i Washington 1.-5. juli 2005 med USA’s kongres som vært. OSCE er forkortelsen for "Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa". Jeg er formand for den danske delegation ved OSCE, der består af 6 folketingsmedlemmer fra forskellige partier.  

Årsmødet bød på en god og konstruktiv debat i de tre komitéer, der arbejder under den parlamentariske forsamling. Desuden blev der debatteret og vedtaget en omfattende fælles erklæring (The Washington Declaration), der omhandler en lang række aktuelle problemområder, der eksisterer i OSCE-landene. Herunder eksempelvis kampen mod terrorisme, bekymring for behandling af fangerne på Guantanamo, behovet for udbredelse af demokrati og stabilitet i en række tidligere Sovjet-lande (bl.a. via valgobservationer), menneskehandel med kvinder på tværs af grænser, bekæmpelse af korruption og hvidvaskning af penge og bekæmpelse af narkosmugling. Som en stærk markering af den amerikanske opbakning til arbejdet i OSCE talte USA’s dygtige udenrigsminister Condoleezza Rice til forsamlingen allerede den første dag i Washington.  

Gæst i det hvide hus 

 I forbindelse med årsmødet blev 12 udvalgte parlamentarikere fra forskellige lande, deriblandt undertegnede, inviteret til at mødes med USA's vicepræsident Dick Cheney i "Rosevelt Room" i Det Hvide Hus. Jeg blev naturligvis glædeligt overrasket over at være blandt de få udvalgte, og det var en meget stor oplevelse at blive modtaget som officiel gæst i Det Hvide Hus. Vi havde tre kvarters afslappet rundbordssamtale med vicepræsidenten om aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner, herunder situationen i Irak og Kosovo samt kampen mod terror. Jeg benyttede lejligheden til at udtrykke stor tilfredshed med USA's engagement på tværs af Atlanten, hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem NATO og OSCE. Europa og USA har brug for hinanden i kampen for frihed og demokrati – og i den globale kamp mod terror. Der er langt mere, der samler end skiller os!  

Skræmmende historieløshed - vanvittig afbrænding af flag 

De danske ”Stop Bush” og ”Dræb Bush” demonstranter, som kun leverede gold kritik af USA’s demokratisk valgte leder i forbindelse med præsidentbeøget i København, lider af en skræmmende historieløshed og en anti-amerikanisme, der er helt ude i hampen!!. Afbrænding af flag er komplet vanvittigt og uacceptabelt! Jeg tælles klart blandt dem, som sætter stor pris på at den amerikanske præsident George Bush valgte at aflægge et besøg i lige netop Danmark forud for G8 topmødet i Skotland. Det vidner om, at der eksisterer et nært venskab mellem USA og Danmark - samt at USA også lytter til danske argumenter. 

Fantastisk fejring af den 4. juli 

For amerikanerne er uafhængighedsdagen, den 4. juli, en meget stor begivenhed, der markeres med pomp og pragt. I forbindelse med OSCE-møderne blev deltagerne inviteret til at deltage i den officielle nationale 4. juli fest, der foregik på den gigantiske park mellem Capitol Hill (kongressen), Det Hvide Hus og Lincoln Memorial. Mere end 100.000 mennesker var samlet for at fejre nationaldagen med koncert (bl.a. med The Beach Boys), fællessang og et gigantisk festfyrværkeri. Jeg overværede de enestående begivenheder fra en særlig VIP-tribune, der var opstillet ved selve kongresbygningen. Det blev en aften, jeg aldrig glemmer. Jeg er fuld af respekt for det engagement, den begejstring og den store deltagelse amerikanerne lægger i den årlige festligholdelse af deres demokrati og frihed. Den 4. juli er i høj grad med at kitte det amerikanske samfund sammen til et stort fællesskab om grundlæggende værdier. Jeg kunne godt ønske mig, at vi her til lands fejrede Grundlovsdag med en lignende begejstring…. 

På min hjemmeside www.kplorentzen.dk er der udlagt en sand kavalkade af fotos fra begivenhederne i Washinton. 

Kommende aktiviteter:

  • Torsdag den 14. juli: Møde med repr. fra Israels ambassade i København.
  • Fredag den 15.-søndag den 17. juli: Deltagelse i Wilton Park-konference om global bekæmpelse af terror (ved London, England).
  • Uge 29 og 30: Ferie på Bornholm med familien.
  • Lørdag den 30.- søndag den 31. juli: Deltagelse i Venstres Nymindegab-konference om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg taler om søndagen over emnet ”Fædrelandets forsvar og internationalt engagement”.

Med venlig hilsen

Kristian Pihl Lorentzen
 

Billeder fra OSCE-møde i Washington:
 



12 udvalgte parlamentarikere fra OSCE's parlamentariske forsamling blev sammen med præsidenten for OSCE PA (Mr. Alcee Hastings) og generalsekretæren for OSCE PA (Mr. Spencer Olliver) inviteret til et møde med vicepræsident Dick Cheney i Det Hvide Hus.




En afslappet rundbordssamtale med vicepræsidenten i Roosevelt Room. En række højaktuelle udenrigspolitiske emner blev drøftet i en afslappet atmosfære. Jeg gav udtryk for behovet for de stærke transatlantiske bånd, som bl.a. OSCE og NATO er udtryk for. Europa og USA har brug for hinanden, bl.a. i den vigtige kamp mod terror samt i kampen for udbredelse af demokrati, frihed og menneskerettigheder.

 


Billeder fra Bodø: