Sidste år i august bebudede statsminister Anders Fogh Rasmussen, at regeringen i juni 2007 vil fremlægge sine konkrete udspil til en omfattende kvalitetsreform i den offentlige sektor. Reformen har til formål at sikre borgerne bedre service og de ansatte mere attraktive arbejdspladser når det gælder plejehjem, hospitaler, skoler, børnehaver, fødevarekontrol, offentlig transport osv. Det er en klar forudsætning, at reformen ikke må betyde flere ansatte eller højere skatter. Denne klare forudsætning hænger sammen med den kendsgerning, at manglen på arbejdskraft tegner til at blive den helt store udfordring for såvel erhvervslivet som for den offentlige velfærdsservice i de næste ti år. Ja, faktisk kan manglen på arbejdskraft i erhvervslivet blive en flaskehals, der svækker samfundets muligheder for at finansiere en høj grad af velfærd til borgerne på langt sigt. Af en rapport fra Instituttet for Fremtidsforsning og Nykredit, udgivet i oktober 2006, fremgår det, at den offentlige sektor de næste ti år skal rekruttere 3/4 af hver eneste ungdomsårgang for blot at fastholde de nuværende personaleforbrug. Og det er jo komplet urealistisk - og ødelæggende for det private erhvervsliv, der jo skaber samfundets velfærdskage. Det er således direkte uansvarligt, hvis vi (som ønsket af socialdemokraterne i deres iver for at tækkes vælgerne) blot ansætter endnu flere medarbejdere i staten, regionerne og kommunerne. Udfordringen er i stedet at tænke nyt, nedbryde gamle systemer og barrierer, der hindrer en effektiv løsning af de offentlige opgaver med indbygget høj kvalitet. Til gavn for borgerne og for de ansatte. Det er grundlæggende, hvad kvalitetsreformen handler om.