Jeg hilser det velkommen, at MF Mogens Jensen (S) her i Midtjyllands
Avis den 30/5 peger på problemet med den skævvridning, der desværre er
sket i Danmark gennem mange år. Det er nemlig vigtigt at vi sikrer en
god balance i Danmark - mellem den fremadstormende hovedstad og
provinsen, samt mellem land og by. Desværre glemmer Mogens Jensen at
nævne, at skævvridningen for alvor accelererede under SR-regeringen,
der havde havde stærk fokus på at understøtte udviklingen i de største
bysamfund. Til gengæld var der ikke megen hjælp at hente for
erhvervslivet i landdistrikterne, der ustandseligt blev overdænget med
aktivitetsdræbende stigninger i skatter og afgifter. I sin skævert
glemmer Mogens Jensen også at nævne de mange initiativer, som den
nuværende regeringen allerede har taget for at sikre bedre balance i
Danmark. For det første betyder strukturreformen med de nye
slagkraftige kommuner en styrkelse af alle egne i Danmark. En vigtig
opgave i disse nye kommuner bliver at sikre god balance mellem land og
by - det skal Folketinget ikke blande sig i. For det andet har
regeringen sørget for en kommunal udligningsreform, der for første
gang i mands minde flytter endog store midler fra landets stærke
områder - herunder fra hovedstadsregionen - til områder med lav vækst
og lavt beskatningsgrundlag. For det tredje fører regeringen en aktiv
iværksætterpolitik, kombineret med skattestop og andre lettelser over
for erhvervslivet. Denne politik gavner ikke mindst vækst og udvikling
i landdistrikterne. Vi skal her huske på, at landbruget og den
tilknyttede industri beskæfter mindst 200.000 - og det er folk, der
hovedsagelig bor og arbejder i landdistrikterne. Når vi for alvor får
hul på udviklingen inden for biobrændstof og biomasse kan dette tal
øges markant. For det fjerde er det en ledetråd i den nyligt fremlagte
landsplanredegørelse, at udviklingen skal komme hele Danmark tilgode.
Det sker ved at skabe gode rammer for vækst og udvikling i alle egne
af landet, herunder når vi taler om udbygning af infrastrukturen og
placering af uddannelser. Herefter skal erhvervslivet i de enkelte
egne nok selv skabe fremskridt. Jeg ser frem til at arbejde sammen med
Mogens Jensen og andre midt- og vestjyske folketingsmedlemmer om at
fortsætte og styrke bestræbelserne på at rette op på udviklingen i
vort land efter de mange års laden-stå-til under den tidligere
SR-regering.
31/05 2006
Med venlig hilsen
Kristian Pihl Lorentzen |