|
Af Søren Gade MF(V), næstformand i forsvarsudvalget, major af reserven
& Kristian Pihl Lorentzen, folketingskandidat og medlem af Venstres
forsvarspolitiske udvalg i Viborg Amt.
I 2004 skal der vedtages et nyt forsvarsforlig. Der er derfor god
grund til allerede nu at tage fat på diskussionen om fremtidens
forsvar. Udfordringen for fremtidens forsvaret er, at det skal kunne
løse en række nye opgaver, internationalt såvel som nationalt,
samtidig med at vi fastholder den brede, folkelige opbakning, der i
dag er til forsvaret.
I kølvandet på 11. september har Danmark været involveret i militære
aktioner i Afghanistan. Samtidig udstationerer Danmark stadig flere
soldater overalt på jorden. Danske soldater kommer således tættere på
militære konflikter end under Den kolde Krig.
Hovedformålet med det danske forsvar er ganske vist at håndhæve dansk
suverænitet. Imidlertid bliver Danmarks internationale engagement ikke
mindre i fremtiden. Danmark skal forblive en aktiv deltager i kampen
mod terrorisme, og vi skal fortsat yde en aktiv indsats for at fremme
fred og stabilitet. Derfor skal fremtidens forsvar i højere grad
organiseres i forhold til to vigtige mål: For det første skal de
soldater, som vi sender ud på internationale missioner, udstyres med
moderne og tidssvarende våben, modtage den bedst mulige uddannelse
samt afspejle alle værdier og normer i det danske samfundet. For det
andet skal fremtidens forsvar fortsat være forankret i en stærk,
folkelig tillid til forsvaret.
Disse mål når vi kun, hvis forsvaret er en moderne og effektiv
organisation, der giver os mest mulig forsvar for pengene. I
forbindelse med sidste forsvarsforlig – og Murens Fald – gennemførte
forsvaret en række rationaliseringer og store omstruktureringer, der
bl.a. betød, at en række kaserner blev lukket. Forsvaret har på fornem
vis gennemført disse omstruktureringer. Men en moderne organisation
som forsvaret, der hele tiden udfordres af udviklinger i den
sikkerhedspolitiske situation – senest 11. september, kan ikke hvile
på laurbærbladene. Vi bliver nødt til at spørge os selv om, hvordan vi
får mest muligt forsvar for de 17-18 milliarder, som Danmarks årlige
forsvarsbudget er på.
I de senere år har den øverste ledelse i forsvaret haft vokseværk.
Ganske vist er kravene til de øverste stabe, og dermed behovet for
mere personel, steget i kølvandet på Danmarks stadig større engagement
på den internationale scene. Alligevel vil vi hævde, at forsvarets
hoved er blevet uforholdsmæssigt stort i forhold til kroppen.
En afgørende målsætning for de kommende forsvarsforhandlinger må
derfor være, at vi får rationaliseret og slanket forsvarets øverste
ledelse (niveau 1). Det kan ske ved at samlægge forsvarskommandoen med
forsvarsministeriet. Denne model er i USA kendt som
”Pentagon”-modellen, og den skal vi studere nøje i forhold til danske
forhold.
Først og fremmest fordi der er penge at spare. Norge regner således
med at spare op mod 800 stillinger ved at omstrukturere til
”Pentagon”-modellen. Ganske vist kan en ligeså stor besparelse ikke
forventes i Danmark, blandt andet fordi det norske forsvar er større
end det danske. Men en dansk ”Pentagon”-model ville med sikkerhed gøre
os i stand til at overføre ressourcer fra bureaukrati til uddannelse
af soldater.
Der bruges for mange ressourcer på administration og sagsbehandling i
toppen af forsvaret, når man sammenligner med de ressourcer, der
bruges på at uddanne soldater i bunden af systemet. Fremtidens forsvar
er derfor nød til at rydde ud i det stadig stigende bureaukrati og
detailstyring.
I dag har hæren, flyvevåbnet og søværnet hver deres kommando og
ledelse, (niveau 2). Spørgsmålet er imidlertid, om fremtidens forsvar
ikke med fordel kunne organiseres med værnfælles kommandoer med
repræsentanter fra hæren, flyvevåbnet og søværnet. Vi skal undersøge,
om vi med en værnfælles kommando, eller værnfælles kommandoer for
henholdsvis de internationale og de nationale opgaver, kan opnå bedre
kommunikationen mellem de forskellige værn, smidigere
kommandostrukturer samt yderligere rationaliseringsgevinster.
En sådan overgang til en ny kommandostruktur for niveau 2 vil være en
stor ændring for forsvaret og derfor ikke realistisk at indføre med
den kommende forligsperiode fra 2005. Men der er god grund til at
overveje en ny og slankere kommandostruktur, der er bedre gearet til
opgaverne i fremtidens forsvar. I samme forbindelse bør man undersøge,
hvordan samarbejdet mellem hjemmeværnet og det øvrige forsvar kan
styrkes med et tættere uddannelsesmæssigt samarbejde og ved at
forenkle kommandostrukturer, således at hjemmeværnets kompetencer og
60.000 frivilliges indsats udnyttes bedre.
Vi skal i endnu højere grad vænne os til at tænke i globalt engagement
og internationalt samarbejde med vore allierede. Europa får i dag alt
for lidt ud af de mange milliarder, der er afsat på landenes
respektive forsvarsbudgetter. Ganske enkelt fordi vi ikke er gode nok
til at koordinere militære indkøb til nationale forsvarsenheder.
Fremtidens danske forsvar bør således indgå i en større arbejdsdeling
NATO- og EU-landene imellem og derfor satse på militær specialisering,
således at Danmark ikke længere behøver meget af ”det hele”.
Eksempelvis bør vi undersøge, om fremtidens danske forsvar ikke kan
løse sine opgaver med færre kampvogne og jagerfly.
At modernisere og specialisere det danske forsvar er en vigtig
forudsætning, hvis vi også i fremtiden skal være i stand til at stille
med veluddannede soldater til fredsbevarende- og skabende operationer
overalt i verdenen. Men den helt afgørende forudsætning er, at vores
soldater rekrutteres fra samtlige samfundslag i Danmark, og at der er
en bred, folkelig forståelse og tilslutning til vores internationale
engagement. Værnepligten er med til at sikre en bred rekruttering og
dermed forsvarets forankring i befolkningen. Vi skal derfor bevare
værnepligten.
Imidlertid mener vi, at værnepligten kan forkortes til 5-6 måneder.
Vores udgangspunkt er, at vi ikke skal sætte værnepligtens kvalitet i
forhold til det, vi har eller havde, men i forhold til det, vi har
brug for. Tidligere er værnepligtiges tjenestetid således blevet
nedsat fra 18 til 16 til 14 til 12 til 9 måneder.
En kortere værnepligt forringer ikke nødvendigvis forsvarets
beredskab, der altid skal vurderes i forhold til de opgaver, som
forsvaret skal løse. En kortere værnepligt vil hverken påvirke
beredskabet i Den Internationale Brigade (DIB) eller NATO’s nye
udrykningsstyrke, den såkaldte NRF-styrke, der blev vedtaget ved
topmødet i Prag, og som skal kunne rykke ud med ganske kort varsel.
Soldaterne ved DIB-enhederne skal under alle omstændigheder gennemføre
den fulde uddannelse, mens NRF-styrken kun vil bestå af fast
tjenestegørende personel som eksempelvis jægerkorpset eller
frømandskorpset.
En kortere værnepligt har naturligvis betydning for den del af det
danske forsvar, der ikke skal udsendes, men mobiliseres i tilfældet af
krig. I dag er den sikkerhedspolitiske situation imidlertid således,
at en eventuel trussel mod Danmark/ NATO vil have et varsel på op til
flere år. Der ville således være god tid til at indkalde hjemsendte
værnepligtige med 6 måneders tjeneste til yderligere uddannelse, for
så vidt det skulle ske, at Danmark kom til at stå overfor en ny
konventionel fjende.
Ingen ansvarlig politiker kan sende landets soldater i krig i fremmede
lande uden at give dem moderne og tidssvarende våben med. De
teknologiske krav til konventionelle våben er i dag langt større end
tidligere. Og som krigen på Balkan demonstrerede, så er Europa sakket
efter USA i et omfang, der vanskeliggør samarbejdet mellem styrker fra
USA og Europa. Mange operationer på Balkan blev således gennemført
udelukkende med amerikanske styrker. Der er med andre ord brug for
rigtig mange penge til nye våben og moderne materiel, hvis vi bare
tilnærmelsesvis skal reducere vores militær-teknologiske efterslæb i
forhold til USA.
Det er brug for tilbageholdenhed med midlerne inden for alle grene af
den offentlige sektor. Forsvaret skal således ikke regne med en
markant forøgelse af det samlede budget. Derfor skal der
rationaliseres og effektiviseres i såvel struktur som i drift, så
ressourcer kan blive frigjort til de nødvendige investeringer i
forvaret. Fremtidens danske forsvar skal være et moderne og effektivt
forsvar, der indgår som et uundværligt element i en militær
arbejdsdeling med vores allierede.
Endelig forestiller vi os, at fremtidens forsvar fremover skal spille
en større rolle i humanitære sammenhænge. Venstre har som mærkesag, at
mennesker på flugt eller i nød skal hjælpes i deres nærområder, fordi
vi her får mest valuta for pengene. Imidlertid er nærområder ofte
usikre områder, og derfor kan det blive nødvendigt at sikre
flygtningelejre med militære enheder.
Der er således behov for nytænkning på tværs af hidtidige sektorer. Vi
forestiller os, at fremtidens forsvar skal bidrage til en humanitær
indsatsbrigade, der forener kræfter fra det civile beredskab, civile
nødhjælpsorganisationer (NGO’er), politi, lægekorps og forsvaret.
Målet er, at nødhjælp og sikkerhed kan leveres på en og samme gang ved
en hurtig og velkoordineret indsats.
Forsvaret har i forbindelse med den nuværende forsvarsaftale for
2000-2004 gennemført nødvendige moderniseringer og omstruktureringer
med stor professionalisme og derfor også med stor succes. Samtidig
høster vores soldater i udlandet – med rette – stor anerkendelse for
deres indsats.
Vi skal også i fremtiden føle stolthed ved vores forsvar. En afgørende
forudsætning er, at politikere, borgere og forsvaret allerede nu
begynder på en åben og fordomsfri dialog om fremtidens forsvar,
tilpasset fremtidens opgaver.
|
