..........................................................................
Luk vinduet
..........................................................................

Kristian talte den 1. maj

Som venstremand er Kristian ikke vant til at skulle holde taler lige præcis den 1. maj. Det overlader han trygt til socialdemokrater og andre i den røde del af det politiske landskab. Men den 1. maj 2004 blev en undtagelse, som bekræfter reglen. Kristian var nemlig inviteret til at deltage som festtaler ved Lions Club Kjellerups store forårsfest for pensionister og efterlønsmodtagere i Kjellerup Hallen. De 330 festdeltagere fik en herlig eftermiddag med god mad, musik fra palmehaveorkester og hyggesnak ved bordene. Og bagefter var der mange, som fik sig en god svingom på dansegulvet. I sin festtale beskæftigede Kristian sig med begrebet BEGEJSTRING. - Vi danskere er engang imellem tilbøjelige til at fokusere på problemer og på det negative. Men reelt har vi rigtig meget at være begejstrede over, fastslog Kristian og underbyggede det med en række eksempler fra Europa, Danmark og Kjellerup-egnen. Han kippede også med flaget for de tusindvis af frivillige kvinder og mænd, der landet over sørger for at holde gang i et rigt foreningsliv, og dermed i gode aktiviteter, som kommer os alle til gode. Og han sendte en særlig venlig tanke til de mange, der yder en stor frivillig, uegennyttig indsats ved at give en håndsrækning til de medmennesker, som har brug for det. Jo, der er meget at blive BEGEJSTRET over i hverdagen. – Lad os tage ved lære af soluret, der stædigt kun tæller de lyse timer, sluttede Kristian sin festtale.  

 

Der var 330 deltagere i Lions Club Kjellerups store forårsfest den 1. maj 2004.

Kristian slog til lyd for mere BEGEJSTRING i sin festtale til de mange deltagere.