
Bryggeribesøg i
Belgien
Kristian deltog sammen med gode venner fra Tange Sø Whisky og Øl Laug (TAWØL) i en interessant studierejse til Holland og Belgien i St. Bededagsferien. Turen inkluderede besøg hos en række højtestimerede hollandske og belgiske bryggerier, hvor der ud over rundvisning også blev lejlighed til at smage på det gode øl. Desuden blev der lejlighed til sight seeing og hygge i den belgiske hovedstad Bruxelles. De 30 deltagere fik en rigtig hyggelig, munter og afslappende tur. Lørdag den 22. maj 2004 holder TAWØL i øvrigt officiel indvielse af ”Ans Bryghus”, hvor Kristians kone, Anne Mette er at finde blandt de 40 håndbryggere, der selv fremstiller håndbrygget øl på det lille lokale bryghus.

Besøg hos det hollandske klosterbryggeri La Trappe, hvor man brygger trappist øl af høj kvalitet.

Besøg ved det belgiske bryggeri Bosteels, hvor man brygger de fantastisk velsmagende øl, Kwak og Tripel Karmeliet. Her er bryggeriets gamle ølvogn rullet frem med henblik på indsættelse i PR-øjemed.

En veloplagt guide i form af en pensioneret brygger viser rundt i det belgiske bryggeri Het Anker, hvor man bl.a. fremstiller den legendariske ”kejserøl”, Gouden Carolus Cuvee van der Keizer. Kejserøllet er en årgangsøl, der kun bliver brygget én dag hvert året, nemlig på Kejser Karl den Femtes fødselsdag den 24. februar.

Der blev også tid til sight seeing i Bruxelles – her Grand Place med den
flotte bygning ”Hotel de Ville”.