..........................................................................
Tilbage til forsiden
..........................................................................

Kommunal frihed – under ansvar  

FRIHED UNDER ANSVAR er en ledetråd for Venstre og for alle venstrefolk. Dette grundlæggende liberale princip skal sikre den enkelte borger mest mulig frihed til at forme sit eget liv – til gavn for os alle i samfundet. Men friheden skal udfoldes under ansvar for andre. Grænsen for den enkeltes frihed går der, hvor den begynder at gå ud over andre. Og vi har naturligvis et ansvar for at hjælpe de medmennesker, som af en eller anden grund har brug for en håndsrækning fra samfundet – eller fra menneske til menneske.

Jeg er en varm tilhænger af det kommunale selvstyre. Vi skal sikre, at så mange beslutninger som muligt træffes tæt på borgerne. Dermed sikrer vi, at folkestyret praktiseres på det lokale niveau i samfundet – og ikke kun på landsplan i Folketinget. Men også i forbindelse med det kommunale selvstyre bør vi praktisere Venstre-princippet om frihed under ansvar. Vi skal sikre de folkevalgte i kommunerne råderum – såvel lovgivningsmæssigt som økonomisk - til at træffe beslutninger, der er tilpasset lokale forhold. Lovgivningen bør altid levne plads til forskellighed. Ellers er der ingen mening med det kommunale selvstyre.

Til gengæld for denne frihed påhviler der kommunalbestyrelsesmedlemmerne et stort ansvar. Således må der i kommunerne udvises den allerstørste påpasselighed med borgernes penge. På denne baggrund er det bekymrende at konstatere de meget store udsving i de kommunale udgifter. I en del kommuner, specielt de socialdemokratiske ledede, virker det som om, at man ikke altid husker at afprøve alle muligheder for at sikre borgerne den bedst mulige service til den lavest mulige skatteprocent. Dette bevises at de store udsving i udgiftsniveauet – udsving der ikke alene kan forklares med forskellige vilkår og forudsætninger.

Eksempelvis kan der påvises mange områder, hvor kommuner desværre har undladt af afprøve prisen på en given ydelse. Det er ikke et udtryk for kommunal ansvarlighed, hvis man undlader at lade private leverandører byde på offentlige opgaver – på et reelt og sammenligneligt grundlag. Desuden har vi på det seneste oplevet grelle eksempler på, at kommuner har sendt kontanthjælpsmodtagere på dyre uddannelser – såsom healing – der end ikke i teorien fører til et varigt job. En sådan pungen ud med skatteydernes penge er ikke, hvad jeg forstår ved ansvar.

VK-regeringens politik med skattestop og frit valg har dog allerede virket særdeles befordrende for den kommunale ansvarlighed, herunder evnen til at prioritere og til at spørge til prisen. Og vi skal videre ad den vej. Hvis vil skal bevare et stærkt lokalt folkestyre, er det bydende nødvendigt, at den lokale frihed ledsages af ansvarlighed. I modsat fald vil vi opleve et stigende pres fra Folketinget med statslig indblanding og detailstyring oppefra. Lad os holde fast i Venstres grundprincip med FRIHED UNDER ANSVAR. Også inden for det kommunale selvstyre.