..........................................................................
Tilbage til forsiden
..........................................................................

Effektiv ulandshjælp på vej

Der rejste sig et voldsomt hylekor, da regeringen i forbindelse med finansloven for 2002 besluttede at reducere den danske ulandsbistand med halvanden milliard kroner. Der hørtes skinger tale om nedskæring på hjælpen til verdens allerfattigste for at styrke de danske sygehuse. Dette til trods for, at Danmark fortsat vil ligge langt over det niveau for bistand, der anbefales af FN.

De seneste afsløringer om juletravlhed hos Danida viser med al tydelighed, at skattekronerne hidtil er blevet forvaltet uansvarligt. Og uden den store politiske indsigt. Målet har hidtil været, at de afsatte penge pinedød skulle bruges i indeværende finansår, så Danmark kunne prale med en ulandsbistand på hele 1% af bruttonationalindkomsten (BNI). I mangel på relevante og konkrete projekter har man simpelthen overført enorme summer til statskasserne i lande, der har et tvivlsomt forhold til demokrati og menneskerettigheder.

Heldigvis er dette ufattelige fråds nu blevet standset. Målet vil ikke længere være at nå et bestemt antal milliarder i ulandshjælp. Målet vil fremover være at sikre mest mulig effekt for de afsatte midler. Og pengene vil fremover blive kanaliseret hen til lande, hvor man respekterer menneskers grundlæggende rettigheder. En effektiv ulandshjælp er på vej.