
Sort snak
fra røde Touborg
Det
er helt forståeligt, at Kristen Touborg, SF's kommunalpolitiske ordfører føler
trang til at løfte den røde fane i vejret i ny og næ. Problemet er bare, at
fanen engang imellem løftes så højt, at benene slipper kontakten med
jorden.
Således
også i indlægget "Regeringens børnefjendske politik", som bragtes
i De Bergske Blade den 30/6. Touborg hævder, at den indgåede aftale om
kommunernes og amternes økonomi skulle gå ud over børnene. Mage til
usagligt nonsens skal man lede længe efter !
Virkeligheden
er, at aftalen indebærer nulvækst på det fjerne statslige niveau. Til gengæld
er der sikret økonomisk råderum til en pæn realvækst i den nære
service til borgerne. Faktisk tilføres der kommuner og amter 2,7 mia. kr. til
ekstra forbrug næste år. Der er altså god mulighed for, at man kan foretage
en fornuftig politisk prioritering på det lokale og regionale niveau. Og det uden
at skatten stiger, som det var skik før 2001 - med stort bifald fra
SF.
I
øvrigt er mange kommuner allerede i fuld gang med at begrænse den
stigende og bekymrende udskillelse af støttekrævende børn. Et af midlerne
er, at kanalisere flere ressourcer over i normalområdet med henblik på en
meget tidlig og målrettet hjælpeindsats i dagplejen, børnehaver og skoler. Det
er en fornuftigt politik rent menneskeligt - og på sigt også økonomisk.
Det
er således sort snak og ren populisme når Touborg kalder regeringen for
kynisk og børnefjendsk. Tværtimod sikrer VK-regeringens ansvarlige økonomiske
politik, at vi også på lang sigt har råd til en god service til borgerne.
Herunder også til børnene - Danmarks vigtigste råstof.