Den tredje vej i strukturdebatten

Glædeligvis er der efterhånden rigtig mange, der tager del i debatten om amternes og kommunernes fremtid. Desværre er der kun få, der beskæftiger sig med en prioritering af de værdier, som vi ønsker skal præge den offentlige sektor de kommende mange år. Debatten synes at koncentrere sig om to yderpunkter: 1) Nedlæggelse af amterne i konsekvens heraf  dannelse af storkommuner, 2) Bevarelse af den nuværende struktur med småjusteringer.

Der hersker ingen tvivl om, at borgerne først og fremmest ønsker kvalitet i den offentlige opgaveløsning. Borgerne ønsker et første klasses sygehusvæsen, gode skoler, god børnepasning osv. – med størst mulig grad af valgfrihed. Desuden skal der sikres mest mulig effekt for skattekronerne. Men disse berettigede krav bør kombineres med sikring af nærheden til borgerne og muligheden for positiv udvikling i alle egne af landet.

Derfor er der brug for at fokusere mere på en ”tredje vej” i strukturdebatten. De nuværende amter bør nedlægges og erstattes af færre slagkraftige regioner, der står for de opgaver, der naturligt hører hjemme på et niveau mellem staten og kommunerne. Eksempelvis sygehusvæsen. Og regional planlægning, der skal sikre udvikling i samarbejde med staten og regionens kommuner. Herunder må det overvejes, om ikke en række af statens opgaver med fordel kan lægges ud til regionerne, så beslutningerne kommer tættere på borgerne. Regionerne bør styres af direkte valgte råd, så der er sammenhæng mellem opgaverne og det økonomiske ansvar. Færre regioner kombineret med delegering af mere  kompetence til kommunerne samt en klar opgavefordeling vil betyde mindre bureaukrati, mindre kassetænkning og besparelse på administrationen.

Hvis man blot fjerner det regionale niveau har det den meget høje pris, at der opstår storkommuner centreret om de større provinsbyer. Det vil betyde et demokratisk underskud - specielt i forhold til landdistrikterne, der får langt sværere ved at blive tilgodeset ordentligt i en sådan struktur. Jeg vægter det meget højt, at der er nærhed mellem borgerne og de politikere, som skal fordele skattekronerne. Og hvorfor skal man gennemtvinge en nedlæggelse af mange kommuner, der i dag er velfungerende, har orden i økonomien til en lav skat og som yder en god service til deres borgere ? Kommunesammenlægninger bør ske ad frivillighedens vej hvis nabokommuner vurderer, at det samlet set er en fordel for borgerne i området – i rammen af en ny regionsstruktur.

Sidst men ikke mindst bør overvejes hvilken struktur, der sikrer den bedste balance i Danmark. Jeg tvivler stærkt på, at 100 enkeltstående storkommuner bedre kan matche den stadigt stærkere hovedstadsregion. Det kan 6-7 slagkraftige regioner klare bedre. Nedlæggelse af det regionale niveau vil givetvis medføre yderligere centralisme og skævvridning af vort land.