Nej tak til strudsepolitik om efterløn

Efterlønnen blev indført i 1979 som en rigtig god ordning for folk, der var nedslidte efter mange år på arbejdsmarkedet. Siden er det blevet mere reglen end undtagelsen, at efterløn vælges som en slags tidlig pensionering.

Vi kan glæde og over, at den gennemsnitlige levealder i Danmark er stigende i disse år. En udvikling, der heldigvis ser ud til at fortsætte. Til gengæld betyder dette – sammen med efterlønnen – at der i de kommende år vil blive et kolossalt pres på de offentlige udgifter. Efterlønnen har betydet en mærkbar reduktion i arbejdsstyrken. Helt galt for samfundsøkonomien er det, når folk med en længerevarende uddannelse vælger at standse arbejdslivet på et relativt tidligt tidspunkt.

Disse kendsgerninger må vi nødvendigvis forholde os til. Alt andet vil være utroværdig strudsepolitik. Det er let – og yderst populært – at love uændret efterlønsordning i mange år frem. Men det er slet ikke holdbart. Jeg har set i øjnene, at vi er tvunget til at drøfte en justering af efterlønnen.

Vi må satse på ordninger, der belønner en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Og vi må forbeholde efterlønnen til dem, som har haft rigtig mange år på arbejdsmarkedet – eksempelvis 40 år. Endelig skal vi gøre det endnu mere fordelagtigt – og sikkert - at spare op til egen alderdom.

Vi skal turde tage debatten om efterlønnen. Der er ikke råd til at fortsætte videre af det nuværende spor, hvis vi vil bevare velfærdssamfundet om 10-15 år. De ændringer, som bliver resultatet af denne debat, skal gennemføres lempeligt og med fornuftige overgangsordninger for folk, der har disponeret på baggrund af de nuværende ordningen. Gulvtæppet må ikke blive revet væk under nogen.