..........................................................................
Tilbage til forsiden
..........................................................................

Endelig hul på skattebylden

 Efter valget indfriede VK-regeringen straks løftet om skattestop. Næste trin var en gradvis sænkning af skatterne i takt med at der er økonomisk råderum til det. Også dette løfte bliver nu indfriet med støtte fra Dansk Folkeparti – og måske Det Radikale Venstre.

 Målet er klart: Det skal kunne betale sig at arbejde og gøre en ekstra indsats. Midlet hertil er indførelse af et beskæftigelsesfradrag for de lavtlønnede. Desuden gnaves en del af mellemskatten. Tre millioner danskere, primært folk med lavindkomster og mellemindkomster, vil få glæde af skattelettelser til i alt 10,6 milliarder kroner.

 Der er tale om den første ægte skattelettelse i 30 år. Tidligere blev såkaldt skattelettelser nemlig finansieret ved at vælte andre skatter og afgifter over på borgerne og virksomhederne. Der er ingen tvivl om, at der i de kommende år bliver brug for stram budgetdisciplin for at finansiere skattelettelserne – og skabe råderum til yderligere sænkning af det høje skattetryk. Men det kan lade sig gøre uden at det går ud over den sociale tryghed for borgerne.

Regeringen har stukket hul på skattebylden så det fremover bedre kan betale sig at arbejde. Til gavn for den enkelte lønmodtager, for erhvervslivet og dermed for hele samfundet. Det vil kræve mange års vedholdende indsats at få sænket det initiativdræbende høje skattetryk. Men nu går det den rigtige vej.