..........................................................................
Tilbage til forsiden
..........................................................................

Skat – skat ikke

Skattestoppet er første trin på vejen til at få bugt med det uhørt høje skattestop, som tynger landets borgere og virksomheder. Den tid er forbi, hvor vi politikere blot kan ligge i hængekøjen og dreje på skatteskruen i stedet for at prioritere, når budgetterne skal lægges.

Næste trin er en gradvis sænkning af skatterne i takt med, at der skabes økonomisk spillerum. Men hvilke skatter skal vi starte med at sænke ? Der er som bekendt rigeligt at tage af. Det er et klart mål for Venstre, at det altid kan betale sig at arbejde. Det taler for indførelse af et jobfradrag, der tilgodeser de lavestlønnede. Det skal også kunne betale sig at gøre en ekstra indsats. Det taler for en sænkning af den initiativdræbende topskat. Der er også brug for at sænke en række afgifter, så vi kommer ned på det normale niveau i Europa. Herunder eksempelvis de alt for høje afgifter på nye biler.

Vi skal nu bruge det kommende års tid til en seriøs debat om, hvilke skatter, der først skal sænkes, når pengene er der. Der bliver slet ikke råd til alle ønskerne de nærmeste år. Men vi skal have taget hul på bylden. Om 10 år skal skattetrykket være markant lavere end i dag.

Jeg prioriterer indledningsvis, at det bedre kan betale sig for folk på dagpenge at gå i arbejde. Men såfremt det stort set er selvfinansierende, bør vi heller ikke tøve med at gøre noget ved topskatten, som en stor del af lønmodtagerne efterhånden kæmper med. Ikke mindst de, som knokler på og gør en ekstra indsats til gavn for os alle i samfundet.