..........................................................................
Tilbage til forsiden
..........................................................................

Generalsekretær skader Røde Kors

Jørgen Poulsen, generalsekretær for Røde Kors har i dagbladet Information rettet et uhyrligt og politiserende angreb mod regeringen og folketinget ved at påstå ”svigt af de mest grundlæggende principper ved at have set stort på Geneve-konventionerne siden den 11. september 2001” . Generalsekretærens udfald rammer ikke alene totalt ved siden af. De er også uhørte for lederen af en upolitisk humanitær organisation, hvis styrke netop er at undgå enhver form for politisering. Røde Kors skal altid stå vagt om menneskerettighederne og de humanitære love. Men her har Danmark aldeles ikke noget at skamme sig over. Regeringen fører en aktiv udenrigspolitik, der bekæmper terror og diktatur samt fremmer menneskerettigheder. Danske soldater, officerer og politifolk uddannes grundigt i de vigtige humanitære regler inden udsendelse til missioner ude i verden. Herunder at krigsfanger altid skal behandles ordentligt og humant. Generalsekretæren er kammet fuldstændigt over og skader dermed sin egen organisations gode omdømme som en upolitisk og neutral organisation, hvor tusindvis af frivillige bidrager til arbejdet med indsamling af midler. Han bør snarest undskylde sine bombastiske udtalelser og i stedet slå fast, at Røde Kors fortsat vil være en tværpolitisk, folkelig, humanitær organisation, som alle med stolthed kan støtte.