Vigtigt signal med regionscentre

Der er mange ting at glæde sig over i den strukturreform, der nu gennemføres på grundlag af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Overordnet set sikrer reformen, at vi fastholder og udvikler en demokratisk styret offentlig sektor, der indeholder fundamentet for en fortsat udvikling af vort velfærdssamfund. Flere opgaver placeres i kommunerne, der bliver borgernes og virksomhedernes lokale indgang til det offentlige i en langt mere enkel struktur.

Fremtidens kommuner bliver større, så de er rustet til fremtidens krav om god service til borgerne. Det herunder en vigtig udfordring, at vi i alle kommuner udnytter den brede vifte af muligheder for at finde nye former for inddragelse af borgere og brugere i de lokale beslutninger. I denne stræben efter demokratisk nærhed er det også vigtigt at sikre aktivitet og liv i de små samfund udenfor de større byer. Dette handler om politisk vilje til nærhed.

Reformen gør op med den uværdige og dyre kassetænkning mellem amter og kommuner, ligesom dobbeltadministration skydes i sænk. Kort sagt sker der en tiltrængt forenkling og modernisering af hele den offentlige sektor. En reform, der også vil skabe ny dynamik og optimisme blandt de offentlige ansatte overalt i landet.

Det er yderst positivt, at regeringen og Dansk Folkeparti havde modet til at placere de fleste centrale forvaltninger for de 5 nye regioner langt væk fra de storbyer, der så sig selvskrevet til at blive ”regionshovedstæder”. Dette er et vigtigt signal om, at regeringen ønsker et Danmark i bedre balance. Ikke uventet er borgmester Anker Boye (S) i Odense og andre fremtrædende storbypolitikere fortørnede over denne del af forliget. Men her må de store byer vise storsind. Præcis som den stærke hovedstadsregion må acceptere behovet for at Vestdanmark kommer mere på landkortet i de kommende år.

Sammen med mange radikale og socialdemokratiske kommunalpolitikere ærgrer jeg mig over, at S og R ikke havde modet og viljen til at tage medansvar for den største reform af den offentlige sektor siden 1970. Lykketofts valgtaktik på det landspolitiske niveau fik desværre overtaget i elvte time. Og den trofaste væbner, Marianne Jelved fulgte trop som en dikkende lammehale. Men dette hindrer ikke, at alle på det lokalpolitiske niveau - på tværs af partier - nu samler kræfterne om at få reformen gennemført så godt som muligt til gavn for deres egn.