
Udgangspunkt
i produktionen
I
den aktuelle debat om amternes og kommunernes fremtid bør der fokuseres mere på
den vision og produktion, som fremover bør præge den offentlige sektor. Vi må
forholde os til de værdier, der skal ligge bag den offentlige opgaveløsning.
Og hvilken service skal der egentlig produceres ? Altså de samme overvejelser
som når man skal organisere en velfungerende privat virksomhed.
For
det første må vi stille krav om effektivitet i det offentlige. Borgerne ønsker
mest mulig effekt for hver skattekrone. Der er meget store forskelle på
effektiviteten fra kommune til kommune. Der er beviseligt milliarder at hente,
hvis de mindst effektive kommuner formår at oppe sig. Væk med
dobbeltadministration, kassetænkning og unødigt bureaukrati.
For
det andet ønsker borgerne en service af høj kvalitet. Tag for eksempel
sygehusene. Jeg ønsker ikke en middelmådig specialoperation i nærområdet,
hvis jeg kan køre 200 km og få en første klasses operation. Til gengæld ønsker
jeg et akut beredskab inden for en rimelig afstand – gerne i sammenhæng med
en velfungerende lægevagt. Desuden kan længerevarende medicinske indlæggelser
med fordel ske i nærområdet på lokalt baserede sygehuse.
For
det tredje må vi stille krav om nærhed mellem borger og kommune. Og der skal være
maksimal indflydelse til den enkelte borger i brugerbestyrelser m.v. Opgaverne
skal løses og styres i yderste bæredygtige led. Fra centralt hold skal man
indskrænke sig til at sætte nogle minimumsstandarder. Herefter er det op til
en lokal prioritering at sørge for forskellighed og nærhed.
For
det fjerde skal borgerne have mere valgfrihed. Herunder frihed til også at vælge
et privat tilbud når kommunen har bevilget en service. Og valgfrihed mellem
forskellige servicetilbud.
Lad
os få opstillet klare visioner og krav omkring den produktion, som den
offentlige sektor egentlig skal levere. Derefter kan man begynde at diskutere
struktur. Herunder om der er brug for amterne i fremtidens offentlige sektor.
Samt betydning for vores egen kommune, egn og lokalområde.