..........................................................................
Tilbage til forsiden
..........................................................................

Forældreansvar for pjækkeri

Det er rystende læsning, at danske skoleelever har noget nær verdensrekord i pjækkeri. Ikke alene er pjæk udtryk for en uacceptabel og ansvarsløs holdning, som eleverne slet ikke har brug for i arbejdslivet eller den videre uddannelse efter folkeskolen. Det er også udtryk for en forkvaklet holdning i forhold de ressourcer som samfundet stiller til rådighed, så alle kan få en god skolegang. Endelig kan man frygte at pjæk for en del elever er starten på en uheldig løbebane med slendrian, misbrug og småkriminalitet.

De pjækkende børns forældre har et meget stort ansvar. Det er ubetinget deres opgave at bibringe børnene den rette forståelse for, at man skal passe sin skole og at pjækkeri er totalt uhørt. Man kan ikke blot vælte ansvaret over på lærerne. Men vi kan forlange, at lærerne også har en konsekvent holdning til pjæk og at skolen skrider ind overfor blot tilløb til ulovligt fravær. Sanktionerne kan begynde med at kalde forældrene til en alvorlig samtale, der skal tage tingene i opløbet. 

At passe sine pligter er helt grundlæggende for et velfungerende samfund. Det bør alle forældre og skoler holde sig for øje.