
Viljen til nærhed
Udsigten til større kommuner bliver af enkelte strukturdebattører udlagt som den direkte vej til afskaffelse af nærhed og lokalt demokrati. Og jeg må erkende, at også jeg har udtrykt bekymring for den nærhed mellem borgere og politikere, der hersker i specielt mindre kommuner. Jeg er dog i løbet af debatten nået frem til den konklusion, at nærheden og en fornuftig balance mellem land og by nok skal overleve, uanset hvordan de frivillige kommunesammenlægninger måtte ende. Sagen er den, at nærheden til borgerne til syvende og sidst bygger på den politiske vilje. Og den skal nok være der.
Erfaringerne viser, at det ægte folkelige engagement jo netop udfolder sin fulde pragt i borgernes nærområde i form af landsbyen, kvarteret, bydelen eller gaden. En lokal kamp for en ny hal eller en cykelsti – på tværs af partiskel – udløser ofte uanede kræfter til gavn for et ægte fællesskab. Tilsvarende samles kræfterne om helt lokale aktiviteter. Det lokale og det nære samfund betyder meget for danskerne. Og det er de valgte politikere godt klar over. Derfor er jeg overbevist om, at de byrådsmedlemmer, som i november 2005 vælges til fremtidens byråd, vil være særligt opmærksomme på nærheden, når der skal lægges kommunale budgetter. Alt andet vil være politisk selvmord. De kommuner, der bevidst har satset på en konsekvent decentral struktur for børnepasning, skoler og fritidsfaciliteter, bliver beviseligt belønnet med tilflytning af nye skatteborgere i landområderne.
I mange kommuner eksisterer der allerede velfungerende lokalråd, som varetager interesser for lokalområderne. Også i de større kommuner. Disse råd kan med fordel styrkes i fremtidens kommuner, så de får endnu mere indflydelse – gerne ledsaget af en pose penge til lokale initiativer. Derudover bør byrådet holde regelmæssige lokale borgermøder samt give maksimal indflydelse til brugerbestyrelser ved skoler, dagsinstitutioner, haller og andre lokale funktioner. Endelig bør man så vidt muligt bakke op om lokale projekter, der kommer nedefra som resultat af reelle ønsker fra borgerne i et område - efter princippet om hjælp til selvhjælp.
Nærheden er i højsædet i de fleste små kommuner. Men det er helt forkert når nogle spår, at nærhed og lokalt demokrati vil gå fløjten i de større, sammenlagte kommuner. Det handler nemlig om viljen til at ville nærhed. Har man viljen, har man som regel også evnen. Nærheden i vort samfund længe leve.