I
den aktuelle debat om en ny offentlig struktur er der en række værdier,
som man skal have for øje. Ønsket om mere effektivitet og bedre service
til borgerne er væsentlige mål. Det samme er bevarelse – og gerne
styrkelse - af nærheden mellem borgere og politikere.
Selvom
strukturkommissionen endnu ikke har afsluttet arbejdet, tegner der sig
allerede forskellige versioner af det fremtidige kommunale landskab. En af
modellerne medfører, at det amtslige (regionale) niveau sløjfes totalt,
idet amternes nuværende opgaver fordeles på staten og nogle nye
megakommuner, der er koncentreret om de store provinsbyer.
Men
hvordan går det egentlig med bureaukratiet og nærheden i en sådan model ?
Statens nye opgaver vil blive løst i regi af ministerierne og de underlagte
styrelser og direktorater. Der vil således blive stor afstand mellem
borgerne og de ansvarlige politikere. Alle sager skal op gennem en hærskare
af embedsmænd og det enkelte folketingsmedlem kan selvsagt ikke overskue
situationen. Resultatet er mere magt til de statslige embedsmænd – og at
flere beslutninger træffes i hovedstaden.
Et
tilsvarende problem vil opstå på det kommunale niveau. Storkommuner er
kendetegnet ved en lavere grad af kontakt mellem borgerne og de ansvarlige
politikere. Anderledes kan det ikke være når der er langt færre
folkevalgte pr. borger. Til gengæld er det embedsværket, der i udstrakt
grad styrer tingene i de store kommuner.
I
det kommende valg af struktur skal vi være meget opmærksomme på behovet
for mere nærhed mellem borgere og de ansvarlige politikere. Demokratiet
bygger på, at vælgerne hvert fjerde år kan slippe af med dårlige
politikere, der ikke magter at indfri deres løfter. Derfor skal magten
ligge hos de folkevalgte ude omkring i landet. Ikke hos et stort og
bureaukratisk embedsværk, der udøver magt på vegne af ”fjerne”
politikere. Lad os droppe centralistiske samfundsmodeller, der ikke sikrer
en bedre service til borgerne for skattekronerne.