
Den
kommunale vinkel på amtsdebatten
I
forbindelse med den igangværende debat om amternes fremtid må man også
forholde sig til fremtiden for kommunerne og det nære demokrati. Såfremt
amtsdebatten og strukturkommissionens arbejde munder ud i en beslutning om en ændret
struktur, vil det uvægerligt indebære store ændringer for den enkelte
kommune.
Det
er derfor vigtigt, at vi i kommunerne tager bestik af situationen. Det nytter
ikke at stikke hovedet i busken og håbe på at debatten nok bare forsvinder
igen. For det gør den ikke. Til gengæld har vi en god mulighed for at bidrage
med lokale argumenter til debatten på landsplan. Eksempelvis ønsker jeg ikke,
at amtsdebatten skal munde ud i en færdigstrikket kommunalreform, hvor nye og
større kommuner trækkes ned over hovedet på os. Jeg foretrækker, at det tværkommunale
samarbejde udvikles i et modrat tempo som en naturlig del af bestræbelserne på
at sikre borgerne mest mulig service for skattekronerne.
Egentlig
sammenlægning at kommuner kan nogle steder være en god idé for at sikre en
region mere gennemslagskraft – og en mere effektiv drift. Men i så fald skal
det ske ad frivillighedens vej i et tillidsfuldt samarbejde mellem ligeværdige
parter.
Lad
os i de kommende måneder kaste fokus på den kommunale vinkel i amtsdebatten.
Vi vil ikke tages på sengen. Vi bør i hver enkelt kommune forholde os til den
omfattende amtsdebat, som nu kører i hele landet. For resultatet af denne debat
meget vel medføre betydelige ændringer, men også nye muligheder for den
enkelte kommune og dens borgere.