..........................................................................
Tilbage til forsiden
..........................................................................

 Værnepligt ? Ja tak !

VU’eren Christian S. Hansen fra Thorsø  argumenterer her i avisen den 19/10 for en afskaffelse af værnepligten. Jeg er dybt uenig i dette synspunkt.

For det første er værnepligten en af grundpillerne i et demokrati. Grundlovens fædre gav os en række fundamentale frihedsrettigheder. Men samtidig gav de os i form af værnepligten en pligt til at forsvare dem. Og historiens gang har desværre vist at dette er nødvendig. Værnepligten er samtidig garant for en tæt forbindelse mellem forsvaret og samfundet, ligesom den er vigtig for den brede forsvarsvilje på lang sigt.

For det andet har forsvaret brug for de værnepligtige til de fredsstøttende operationer uden for landets grænser, hvor forsvaret yder en fornem indsats, der aftvinger respekt i hele verden. Uden værnepligtige, som efter den første samlede uddannelse melder sig frivilligt til international tjeneste, ville det blive langt dyrere at løse disse vigtige opgaver. Desuden har forsvaret brug for et bredt grundlag, hvorfra man kan rekruttere folk til fastansættelse eller til lederuddannelse i forsvaret. Der er brug for en god kombination af værnepligtige og professionelle soldater.

For det tredje er det slet ikke sådan, at folk generelt skal tvinges ind som værnepligtige. Langt de fleste er meget positive og har meldt sig frivilligt i forbindelse med sessionen. Og heldigvis ser er der en udvikling, hvor flere og flere piger melder sig frivilligt til aftjening af værnepligt.    

For det fjerde får de fleste værnepligtige en positiv oplevelse i forsvaret. De får en krævende og god uddannelse, som de har gavn af resten af arbejdslivet. For slet ikke at nævne oplevelsen af et enestående kammeratskab.

For det femte vil jeg sammenligne aftjeningen af værnepligt med det frivillige arbejde, som ildsjæle yder i de tusindvis af foreninger landet over. At yde en indsats for en højere fælles sag er utroligt sundt i et samfund, hvor der er meget fokus på det individuelle. Det er godt for fællesskabsfølelsen i samfundet.

Vi skal bevare værnepligten som et stort gode for samfundet og vort demokrati. Frihed er noget man altid skal kæmpe for – og være villig til at forsvare. Det er muligt, at der er behov for justeringer af værnepligten, men det vil være aldeles forkert at afskaffe den.  Jeg tager gerne en debat med Venstres Ungdom om dette vigtige emne.