Væk med Irak-fodnoter

Tak til den radikale folketingskandidat Erika Lorentsen (EL) for svaret på mit tidligere indlæg ”Radikalt Irak-svigt”. EL er tydeligvis lettere fornærmet over, at jeg har tilladt mig at kritisere fhv. udenrigsminister Niels Helveg Petersens tvetydige signaler om den fortsatte danske indsats i Irak. Hun når endog frem til, at Venstre skulle være imod en demokratisk Irak-debat.

Lad mig slå fast, hverken Venstre eller jeg er imod debat om Irak. Min kritik går på, at man netop op til det stundende valg i Irak (og i Danmark…) pludselig går på banen med tvetydige signaler, der desværre kan virke som en opmuntring til de destruktive og ekstremistiske kræfter.

I forbindelse med det indgåede forsvarsforlig har R på fornem vis taget et ansvar for, at forsvaret i årene frem skal spille en aktiv rolle som led i dansk udenrigspolitik for at fremme fred, demokrati og menneskerettigheder. Det er der i høj grad brug for i netop Irak, hvor et sikkerhedsmæssigt vakuum efter en diktator nu skal fyldes ud med stabilitet. Det må også slås fast, at der kan være tale om et sikkerhedsmæssigt spørgsmål i forhold til de danske styrker. De danske soldaters sikkerhed øges i hvert fald ikke af vaklende opbakning og ulden tale hjemmefra.

Det er baggrunden for min dybtfølte undren og skuffelse over det pludselige signalskift fra R. De radikale og andre er naturligvis i deres gode demokratiske ret til at debattere Irak. Og jeg er i min gode ret til at påpege de skadelige virkninger af en vaklende holdning. Jeg vil fastholde, at der er behov for bred dansk politisk opbakning til indsatsen i Irak. Det skylder vi de udsendte danske soldater, vore allierede i området og den irakiske befolkning. Vi må ikke svigte og give op halvvejs mod demokratiet, men derimod signalere bred opbakning til at fortsætte arbejdet for stabilitet og sikkerhed i et land, der endelig er sluppet af med en menneskefjendsk og morderisk diktator. Der er ikke brug for dansk fodnotepolitik i forhold til Irak.