..........................................................................
Tilbage til forsiden
..........................................................................

Fri os fra gyllehetz

Den får aldrig for lidt når Socialdemokratiets miljøordfører, Pernille Blach Hansen (PBH) kommer med sine udfald mod landbruget, herunder især svineproducenterne. Således forsøger PBH utrætteligt at fremmane et falsk billede af, at den danske produktion af slagtesvin er ved at tvinge miljø og natur totalt i knæ. Senest har PBH krævet øjeblikkeligt stop for etablering og udvidelse af svinebedrifter, ligesom hun skælder ud over de nye og mere enkle procedure for sagsbehandling ved udvidelser.

Der hersker ingen tvivl om, at landbrugsproduktionen skal ske under hensyntagen til natur, miljø og naboer. Det er også landbrugserhvervets egen klare holdning. Men PBH overser fuldstændigt, at målrettet forskning og indførelse af ny teknik har betydet en markant nedgang i den tidligere belastning af miljøet. Det gælder såvel for gyllen som for andre belastende faktorer. Eksempelvis er nedfældning af gyllen i jorden, overdækkede gyllebeholdere, udnyttelse af gyllen til biogas og mange andre tiltag med til at aflaste miljø og naboer. PBH glemmer også, at netop svineproduktionen skaffer Danmark meget store eksportindtægter, der kan beskattes og dermed komme alle i samfundet tilgode. Og mig bekendt har S altid mange gode ideer til, hvad de penge kan bruges til på de offentlige budgetter.

Fri os fra oppositionens hetz mod landbruget i almindelighed – og mod svineavlerne i særdeleshed. Og fri os fra landsskadelige NOAH-kampagner i forhold til undrende tyske turister. Jeg har aldrig kendt magen til pjat. Vi skal i stedet samarbejde med landbruget om at videreudvikle den teknik, der givetvis gør det muligt at producere mange flere slagtesvin om få år – vel at mærke med en langt mindre belastning af miljø og naboer. Vi skal værne om vort miljø og natur. Men vi skal også have noget at leve af.  Det er en fornem politisk opgave at finde denne balance. Og det gør miljøminister Hans Chr. Schmidt på glimrende vis i modsætning til forgængeren Svend Auken.