..........................................................................
Tilbage til forsiden
..........................................................................

Gold opposition og gyldne løfter

 Forleden kunne dagbladet Politiken afsløre et hemmeligt socialdemokratisk strategipapir ”De 7 punkter og politikområder”, der skal skaffe partiet til magten igen efter næste valg. Det var interessant, men også nedslående læsning. Strategien består af to hovedelementer.

For det første satser S på en konsekvent nedrakning og mistænkeliggørelse af regeringens politik. Mindre problemer skal ved hjælp af medierne blæses op til det uoverstigelige. Og regeringens mange resultater skal nedtones. Formålet er at sætte VK-regeringen i et dårligt lys. Det er intet nyt i, at oppositionen går i kødet på regeringen. Det har den pligt til. Men den nye S-strategi er udtryk for en ufattelig gold og ufrugtbar oppositionspolitik, som man sjældent har set mage til.

For det andet satser S på at udstede syv populære løfter til vælgerne. Der skal i de kommende måneder loves bl.a. billig børnepasning, flere lærere i folkeskolen og bedre tid i ældreplejen. Alt sammen gode gaver, som de fleste kan gå ind for. Problemet er bare, at partiet slet ikke forholder sig til, hvor pengene skal komme fra. Ikke et ord om finansieringen gaveboden. Svaret ligger ellers lige for: Øget skattetryk for borgerne og virksomhederne. Og det er der slet ikke brug for, hvis Danmark skal klare sig i den hårde internationale konkurrence. Øgede skatter ødelægger vores velfærd på lang sigt.

Den socialdemokratiske strategi er dømt til at mislykkes. Vælgerne bider ikke på gold oppositionspolitik og gyldne ufinansierede løfter. De vil se konstruktiv politik, der giver resultater. Og de vil vide, hvordan løfterne skal finansieres. Det er i øvrigt tankevækkende, at det hemmelige strategipapir ikke indeholder noget om, hvilken udlændingepolitik S vil føre efter næste valg – måske sammen med De Radikale. Svaret blæser i vinden.