^{..........................................................................}

Tilbage til forsiden

^{..........................................................................}

Opgør med formynderstaten

Den socialdemokratiske velfærdsstat har været på voldsom fremmarch i de seneste årtier. Danskerne er blevet vænnet til et system, hvor det offentlige efterhånden skal tage sig af alt muligt. Den offentlige omklamring og klientgørelsen af den enkelte borger har taget kraftigt overhånd. Meget af det ansvar, som tidligere hørte naturligt hjemme i den enkelte familie eller i det frivillige foreningsliv, er trukket over i det enorme offentlige system – finansieret af de tyngede skatteborgere. Skatterne er i årenes løb vokset eksplosivt. Danmark har verdens største omfordeling af midler i et kolossalt bureaukratisk og dyrt system. Et system, der krampagtigt kæmper for en sygelig millimeterretfærdighed og som virker hæmmende på det frie personlige initiativ. Med andre ord: Socialdemokraterne har skabt et formynderisk stat, hvor borgerne er tvunget til at betale en tårnhøj skat til den fælles pulje, hvorefter der uddeles milde gaver ud til befolkningen.             

Undergravning af samfundssind

Jeg vil hævde, at denne snigende udvikling har bidraget til en undergravning af borgernes samfundssind. Jeg har ofte hørt folk sige: ”Vi betaler en tårnhøj skat, og så vil vi også have noget igen for pengene”. Altså en skraben-til-sig mentalitet, som er meget forskellig fra tidligere tiders værdifulde ansvarsfølelse. Vi kan også se en udvikling, hvor det efterhånden bliver sværere og sværere for det Danmarks mangfoldige foreningsliv, at rekruttere nye folk, der vil tage et ansvar og gøre en frivillig indsats for fællesskabet. Det er naturligvis nemmere at klare det hele over skattebilletten, men absolut ikke sundere for det ægte engagement. Jeg ønsker ikke at generalisere – og der er fortsat mange ildsjæle, herunder mange brave venstrefolk, der yder en god og uegennyttig indsats i foreningslivet. Men tendensen til ”at det må andre eller kommunen tage sig af” lever desværre i bedste velgående.  Formynderstaten gør borgerne passive og stjæler lysten til at tage ansvar.

Socialdemokratisk supertanker skal vendes

Det bliver ikke nemt, men udviklingen må og skal vendes. Den nye VK-regering er gået i gang med at vende denne supertanker af et  socialdemokratisk omklamringssamfund. Der skal fremover være bedre plads til udfoldelse og ansvar hos den enkelte borger og virksomhed. Ikke alt skal finansieres over skattebilletten. Der skal være plads til det personlige ansvar. Samtidig skal vi bevare – og gerne styrke - samfundets tryghedsgaranti i forhold til de borgere, som har brug for hjælp og støtte fra samfundet. Frihed og velfærd er således ikke modsætninger, men går fint hånd i hånd.

I de kommende år bliver der hårdt brug for politisk mod – lokalt og på landsplan - til at prioritere og åbent gøre op med tendensen til, at alle per automatik skal have sugerøret i de offentlige kasser. Skattestoppet er en rigtig god øvelse, hvor vi ude i kommuner og amter bliver tvunget til at prioritere lokalt ud fra de værdier, som vi lægger vægt på. Det er slut med de evindelige drej på skatteskruen som den bekvemme løsning, når budgettet skal laves.

 

Mere plads til ansvar hos den enkelte

 

Vi må som venstrefolk gå forrest i kampen for et samfund, hvor der er langt mere plads til ansvar hos den enkelte borger, den enkelte familie og den enkelte virksomhed. Og hvor skattekronerne i højere grad bruges til de borgere, som virkelig har brug for hjælp. Afdøde præsident John F. Kennedy sagde det med få velvalgte ord, der lettere omskrevet lyder således: ”Spørg ikke hvad samfundet kan gøre for dig. Spørg i stedet, hvad du kan gøre for samfundet.” Lad os samle de liberale kræfter om at gøre op med den socialdemokratiske formynderstat. Det bliver et langt sejt træk over mange år. Men jeg er sikker på, at et klart flertal i befolkningen er med os. Der har bredt sig en forståelse af, at store og stive offentlige systemer aldrig kan erstatte det personlige ansvar og det ægte frivilligt engagement i vores samfund.