
Opgør
med formynderstaten
Den
socialdemokratiske velfærdsstat har været på voldsom fremmarch i de seneste
årtier. Danskerne er blevet vænnet til et system, hvor det offentlige efterhånden
skal tage sig af alt muligt. Den offentlige omklamring og klientgørelsen af den
enkelte borger har taget kraftigt overhånd. Meget af det ansvar, som tidligere
hørte naturligt hjemme i den enkelte familie eller i det frivillige
foreningsliv, er trukket over i det enorme offentlige system – finansieret af
de tyngede skatteborgere. Skatterne er i årenes løb vokset eksplosivt. Danmark
har verdens største omfordeling af midler i et kolossalt bureaukratisk og dyrt
system. Et system, der krampagtigt kæmper for en sygelig millimeterretfærdighed
og som virker hæmmende på det frie personlige initiativ. Med andre ord:
Socialdemokraterne har skabt et formynderisk stat, hvor borgerne er tvunget til
at betale en tårnhøj skat til den fælles pulje, hvorefter der uddeles milde
gaver ud til befolkningen.
Undergravning
af samfundssind
Jeg
vil hævde, at denne snigende udvikling har bidraget til en undergravning af
borgernes samfundssind. Jeg har ofte hørt folk sige: ”Vi betaler en tårnhøj
skat, og så vil vi også have noget igen for pengene”. Altså en
skraben-til-sig mentalitet, som er meget forskellig fra tidligere tiders værdifulde
ansvarsfølelse. Vi kan også se en udvikling, hvor det efterhånden bliver sværere
og sværere for det Danmarks mangfoldige foreningsliv, at rekruttere nye folk,
der vil tage et ansvar og gøre en frivillig
indsats for fællesskabet. Det er naturligvis nemmere at klare det hele over
skattebilletten, men absolut ikke sundere for det ægte engagement. Jeg ønsker
ikke at generalisere – og der er fortsat mange ildsjæle, herunder mange brave
venstrefolk, der yder en god og uegennyttig indsats i foreningslivet. Men
tendensen til ”at det må andre eller kommunen tage sig af” lever desværre
i bedste velgående. Formynderstaten
gør borgerne passive og stjæler lysten til at tage ansvar.
Socialdemokratisk
supertanker skal vendes
Det
bliver ikke nemt, men udviklingen må og skal vendes. Den nye VK-regering er gået
i gang med at vende denne supertanker af et socialdemokratisk omklamringssamfund. Der skal fremover være
bedre plads til udfoldelse og ansvar hos den enkelte borger og virksomhed. Ikke
alt skal finansieres over skattebilletten. Der skal være plads til det
personlige ansvar. Samtidig skal vi bevare – og gerne styrke - samfundets
tryghedsgaranti i forhold til de borgere, som har brug for hjælp og støtte fra
samfundet. Frihed og velfærd er således ikke modsætninger, men går fint hånd
i hånd.