..........................................................................
Tilbage til forsiden
..........................................................................

Foregangsland i udlændingepolitikken 

Det skortede ikke på fordømmelse og bedrevidenhed i en række lande da den nye VK-regering indførte stramninger på udlændingepolitikken. Specielt i Sverige kammede den socialdemokratiske regering helt over i hysteriske udfald mod Danmark. Desværre oplevede vi også, at en del danskere fra ”de gode meningers selskab” forsøgte at udlægge deres eget land som fremmedfjendsk.

Nu er kritikken ved at forstumme. Den er i langt de fleste lande blevet afløst af en erkendelse af, at man må til at forholde sig seriøst til den store indvandring til Europa fra Afrika og Mellemøsten, der kan forudses i de kommende år. Flygtninge er ikke det samme som indvandrere. Reelle flygtninge fra krig og katastrofe skal naturligvis hjælpes hurtigt i deres nærområder, hvor vi kan hjælpe langt flere mennesker for de samme ressourcer. Også kampen mod de kyniske menneskesmuglerligaer er ved at tage form på europæisk plan.

Jeg er meget tilfreds med, at Danmark blev det land, som endelig turde tage teten med en fast og fair udlændingepolitik. En politik, der nu danner skole i andre europæiske lande. Vi har fået bremset kraftigt op på den tilstrømning af fremmede til landet, der ødelagde mulighederne for en effektiv integration og kostede en masse penge. Til gengæld sørger vi nu for en bedre integration af dem, som allerede er kommet her til landet, og som ikke kan sendes hjem igen. Og vi strækker hånden frem til de mange udlændinge, som gerne vil yde en indsats i det danske samfund.

Nu skal udviklingen følges nøje, så vi om nødvendigt næste år kan foretage yderligere stramninger, der skal forhindre asylfup, tvangsægteskaber og misbrug af familiesammenføringsreglerne. Danmark er blevet et foregangsland i udlændingepolitikken.