
Byggerod hos DR
Jeg var ikke en af dem, som jublede da det i SR-regeringens sidste levetid blev godkendt, at Danmarks Radio (DR) kunne iværksætte et stort prestige-byggeri til 3 milliarder kroner i Ørestaden ved København. Nu ligger det fast, at økonomien i byggeriet løbet fuldstændig løbsk. Der er optræk til en overskridelse på 300 millioner kroner. Dertil kommer, at byggeriet er forsinket i mindst 9 måneder.
For det
andet må man ved DR-byggeriet undre sig over udmeldinger fra generaldirektør
Chr. Nissen om, at overskridelsen på 300 millioner formentlig kan dækkes ind
ved at foretage omprioriteringer i DR’s driftsbudget – uden at det vil
skade kvaliteten. Det er dog utroligt. Hvis man kan finde så mange penge uden
overhovedet at forringe kvaliteten af DR’s produktion, må der jo foregå et
stort frådseri i den store virksomhed. Den anden mulighed er naturligvis, at
der trods generaldirektørens forsikringer følger en forringelse af
programkvaliteten, så vi skal belastes med endnu flere genudsendelser og
besparelser i den direkte produktion af programmer.
Vi er nødt til at placere et ansvar og tage konsekvenser af det økonomiske rod omkring DR’s byggeri. Hverken skatteyderne eller licensbetalerne kan være tjent med at lægge ryg til de gigantiske overskridelser. I det hele taget bør vi gøre op med den omsiggribende afslappethed over for overskridelser af de ofte sminkede og superoptimistiske anlægsbudgetter. Mådehold, effektivitet og rettidig omhu må præge enhver proces, hvor der er tale om at bruge skatteydernes og licensbetalernes penge.