Lokalt
demokrati med reelt indhold
Jeg
hilser det velkommen, at princippet om nærhed mellem borgerne og politikerne
omsider har fået en fremtrædende plads i debatten om den fremtidige offentlige
struktur. I min forståelse af demokrati er det vigtigt, at beslutningerne tages
så tæt på borgerne som muligt.
Blandt fortalere for en centralistisk præget model med storkommuner, argumenteres med, at nærheden jo blot kan praktiseres i brugerbestyrelser ved skoler, daginstitutioner, ældrecentre, foreninger osv. Jeg er helt enig i, at så mange beslutninger som muligt skal tages ude i de lokale bestyrelser. Sådan som det allerede sker i langt de fleste kommuner. Men det er nu engang de folkevalgte i kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for den samlede økonomi, herunder bevillingerne til føromtale lokale skoler og institutioner. Sådan vil det også være fremover.
Og her er vi ved sagens kerne. I meget store kommuner er der langt fra dagligdagen til de bevilgende politikere, der sidder på toppen af et betydeligt bureaukrati. Jeg forudser derfor at ordene om ”lokalt demokrati” og ”nærhed” i lokale brugerbestyrelser let kan udhules af manglende nærhed til de få folkevalgte, som har den reelle magt til at fordele storkommunens ressourcer.
Naturligvis
er der demokrati i store bykommuner. Men reelt set er der langt mere nærhed til
borgerne og mere overskuelighed i de mindre kommuner. Specielt når det kommer
til det springende punkt om fordelingen af kommunens midler. Det er formentlig
en af forklaringerne på, at de mindre kommuner ofte er mest effektive og har
den største tilfredshed blandt borgerne.
Jeg
udelukker ikke kommunesammenlægninger som led i en kommende reform. Blot det
sker ad frivillighedens vej på baggrund af en ny regional struktur. Men man kan
ikke bruge det vigtige arbejde i de lokale brugerbestyrelser som et sagligt
argument for, at nærheden under alle omstændigheder er sikret.