Reform skal sikre effektivitet, nærhed og balance

Meget er sket siden den sidste kommunalreform i 1970. Den offentlige sektor løser nu opgaver, som ingen havde fantasi til at forestille sig for 35 år siden. Ikke mindst sundhedsvæsenet er presset af en rivende udvikling med specialisering og stadigt nye behandlingsmuligheder. Det hersker for mig ingen tvivl om, at Danmark har brug for en ny reform, som sikrer en moderne offentlige sektor, der er rustet til at løse fremtidens opgaver effektivt - til gavn for borgerne og virksomhederne.

Mål med en reform

Men det er også vigtigt at holde sig en række centrale mål og værdier for øje. Lad mig fremhæve følgende:

·        Der skal være en effektiv opgaveløsning, så borgerne sikres mest mulig service for hver eneste skattekrone.

·        Der skal gøres op med kassetænkning, bureaukrati og unødvendig dobbeltadministration.

·        Der skal værnes om det kommunale selvstyre og nærheden til borgerne. Kommunen er borgernes og virksomhedernes naturlige indgang til det offentlige - i stedet for fjerne kontorer i amt og stat. Desuden skal vi i fremtidens kommuner sikre folkestyre frem for embedsmandsstyre.

·        Der skal sikres en god balance mellem øst og vest i Danmark. Derfor har vi brug for få slagkraftige regioner i Jylland, der kan matche den fremadstormende hovedstadsregion med hensyn til erhvervsudvikling, infrastruktur, uddannelser osv.. En bedre balance og en mere ligelig udvikling af vort land skal også sikres gennem en længe ventet udligningsreform, der vedtages parallelt med strukturreformen.

·        Der skal sikres en rimelig balance mellem land og by. Reformen skal sikre, at der også i fremtidens kommuner er plads til forskellighed og lokale løsninger samt liv i landsbyen.

At nå disse mål kræver en fortsat aktiv politisk indsats såvel lokalt som på landsplan. Embedsmændene, herunder Strukturkommissionen, kommer ikke rendende med patentløsninger - og godt for det. Det er en politisk opgave - på vegne af borgerne.

For Venstre er det en mærkesag, at beslutningerne også i fremtiden træffes tæt på borgerne - uanset hvilken model, der vælges. Endelig er det vigtigt, at der levnes tid til en velordnet overgang til en ny struktur (implementering), ligesom de økonomiske konsekvenser bør belyses grundigt inden beslutninger træffes.

Det regionale landkort

Jeg har stor lyst til helt at afskaffe det amtslige niveau. Viborg amt har i de senere år været et afskrækkende eksempel på en svag region, der ikke har formået at skabe fodslag og fælles mål. Denne triste kendsgerning har hæmmet udviklingen for amtet som helhed. Desuden har Viborg amt - indtil skattestoppets indførelse - været dyr i drift med landets højeste amtsskatteprocent. Grunden til, at jeg alligevel går ind for et folkevalgt regionalt niveau, er det helt centrale hensyn til at skabe en ligelig udvikling i Danmark. 30-40 enkeltstående kommuner i Jylland vil ikke have den politiske kraft til i enighed at hamle op med hovedstaden. Vi har derfor brug for få, men slagkraftige regioner. Til gengæld bør man delegere en lang række amtslige opgaver til kommunerne, ligesom det skal være slut med, at amterne leger storebror i sager, som det lokale demokrati i kommunerne sagtens selv kan håndtere. Omvendt vil der være nogle få, men tunge opgaver, som kommunerne ikke vil kunne magte - uanset hvor store de måtte blive.

Væk med Århus-forskrækkelsen

Efter moden overvejelse er jeg nået frem, at Danmark har brug for 4-5 regioner, der nok er geografisk store, men opgavemæssigt betydeligt smallere en de nuværende amter. En mulig region bestående af de nuværende Ringkøbing og Viborg amter vil i det lange løb blive for svag til, at vi kan sikre en bæredygtig udvikling i vor del af Danmark baseret på viden og vækst i erhvervslivet. Jeg vil derfor pege på en samling af Nordjyllands, Ringkøbing, Viborg og Århus amter. Disse 4 amter vil tilsammen udgøre en slagkraftig region med betydeligt politisk kraft og et stort erhvervs- og uddannelsesmæssigt potentiale. Og det har vi hårdt brug for i forhold til den fremadstormende hovedstadsregion.  Vi skal i den forbindelse ikke lide af den noget udbredte ”Århus-forskrækkelse”. Midt- og vestjyderne skal få skabt en fornuftig balance i en stor region - sammen med ligesindede jyder i nord og i øst.

Det kommunale landkort

Det afhænger af beslutningen om opgavernes placering, men alt tyder på, at de minimale kommunestørrelser bliver på 20.000 til 30.000 indbyggere. Til gengæld ser jeg ikke fordele ved at kommunerne bliver alt for store, idet meget store kommuner indebærer stordriftsulemper, større afstand til de folkevalgte og mere embedsmandsvælde. Desuden er jeg bekymret for den indre naturlige sammenhængskraft i megastore kommuner. 

                      Mange kommuner har benyttet de seneste måneder til at belyse fordele og ulemper ved to modeller: 1) Større landkommuner, og 2) Købstadskommunemodellen. Begge modeller kan givetvis bruges, hvis man efter beslutningen tager højde for ulemperne. Eksempelvis må der ved store købstadskommuner gøres en helhjertet indsats for at sikre en god balance mellem land og by.

Masser af forlovelser til efteråret

Der har nogle steder været en tendens til at gå direkte over til at tegne streger på landkortet frem for at benytte de seneste måneders mulighed for at diskutere værdier og opgaver i forhold til det lokale demokrati. Det er endnu for tidligt at tykke tegne streger på landkortet. Det kan vi gøre når Folketingets partier som forventet inden sommerferien indgår et bredt forlig om opgavernes placering og regionernes udformning.

Ved dannelsen af de nye kommuner er det vigtigt at Folketinget tager mest mulig hensyn til de lokale ønsker og følelser i den sag. Kun derved opnås gode og stærke kommuner med en høj grad af indre samhørighed. I kommuner med oplagte og stort set ligeværdige valgmuligheder kunne vælgerne med fordel spørges ved en vejledende lokal folkeafstemning . Eksempelvis søndag den 13. juni, hvor vi alligevel skal i stemmeboksen ved EU-parlamentsvalget. Jeg forudser, at det kommende efterår bliver præget af snesevis af kommunale forlovelser, hvoraf langt de fleste vil basere sig på fornuft - og måske endda på ægte kærlighed. Der skal i sidste ende findes en sammenhængende løsning, men kommunale tvangsægteskaber må være en absolut nødløsning.