..........................................................................
Tilbage til forsiden
..........................................................................

Nej til kommunale bunkebryllupper 

Det kommer umiddelbart ikke bag på mig, at en række fremtrædende S-borgmestre i store provinsbyer, herunder flere fra KL's bestyrelse, har argumenteret for massive og tvungne kommunesammenlægninger som led i den kommende strukturreform. For hvem er det egentligt, der bliver vinderne og taberne ved et danmarkskort med storkommuner koncentreret om de store bykommuner ? Der hersker ingen tvivl om at de store provinsbyer isoleret set får en kraftigt styrket position efter sådanne bunkebryllupper.

Til gengæld vil de små provinsbyer og landdistrikterne helt sikkert tabe terræn. Der bliver meget langt fra borgerne til rådhuset - såvel i kilometer som i overført betydning. Mængden af folkevalgte vil blive reduceret kraftigt med deraf demokratisk underskud, ligesom nærheden mellem borgere og politikere vil få et skud for boven. Og hvem tror på, at de mindre samfund bliver tilgodeset i tilstrækkelig grad når skattekronerne skal fordeles på rådhuset i de meget store kommuner ? Jeg gør ikke. Taberne bliver også skatteyderne. For ofte er de mindre kommuner klart billigst i drift på grund af nærhed, overskuelighed og mindre bureaukrati.

De sammenlægningsivrige S-borgmestre skulle hellere interessere sig for en nylig offentliggjort befolkningsprognose, der viser at hovedstaden frem til 2040 vil vokse kraftigt, mens det vestlige Danmark skrumper betydeligt. Det er en udvikling, der må og skal vendes, så store dele af provinsen ikke ender som et arbejdende frilandsmuseum. Midlet hertil er at sikre mulighed for en slagkraftigt vækst i det private erhvervsliv i hele landet. Dette sikres ikke med 100 storkommuner, der givetvis vil konkurrere voldsomt indbyrdes som små hovedstæder spredt ud i landet. Hovedstaden bliver vinderen i et sådant scenarium.

Vi skal derimod satse på at nedlægge de nuværende amter og luge kraftigt ud i det hæmmende offentlige bureaukrati. Til gengæld bør der oprettes 5-6 slagkraftige regioner med folkevalgte råd, der kan sikre en god erhvervsudvikling og et stærkt med- og modspil til den accelererende hovedstadsregion. Desuden skal vi lade de nuværende kommuner lægge sig frivilligt sammen som man lokalt finder det bedst for borgerne inden for rammerne af  en ny regional struktur. Først senere kan lovindgreb komme på tale, hvis enkelte kommuner ikke kan finde en passende ”partner” at gifte sig med. Men klart nej til kommunale tvangsægteskaber og bunkebryllupper.