Tikkende
velfærdsbombe skal afmonteres
Det
danske velfærdssamfund er under pres. Mere end 800.000 i den erhvervsaktive
alder er på overførselsindkomst. Ikke mindst inden for den store gruppe af
flygtninge og indvandrere hænger alt for mange fast i et virvar af sociale
ydelser, der ikke ligefrem befordrer lysten til at forsørge egen familie og
bidrage aktivt til samfundet. I de kommende år vil antallet af ældre
medborgere stige kraftigt med deraf følgende kolossal udfordring for vores velfærd.
Vi
må derfor have modet til nytænkning og til at tage fat i de problemer, som er
med til at tvinge vores velfærd i knæ. Et vigtigt element er et effektivt opgør
med socialt bedrageri, der uden tvivl koster samfundet milliarder af kroner
hvert år. Til skade for de borgere, som har et reelt behov for hjælp. De
indviklede regler er skruet sådan sammen, at det som udgangspunkt bygger på
blind tillid til den enkelte klient. Det er for nemt at misbruge systemet, hvis
man ønsker det. Billedligt talt - og lidt sat på spidsen - svarer det til, at
man stiller en sæk med penge ud til vejen med påskriften ”må ikke røres”.
Og mon ikke velmenende socialmedarbejdere engang imellem falder for fristelsen
til at se igennem fingre med forhold, der burde være anledning til at smække
kassen i eller forlange tilbagebetaling af midler.
De
tider, hvor kun værdigt trængende borgerne henvendte sig til kommunen for at få
hjælp, er desværre forbi. En ”skraben-til-sig” og
”lad-de-andre-betale” mentalitet har bredt sig. Desuden læser man dagligt
om eksempler på proformaægteskaber, asylfup og andre kreative tiltag, der har
til formål at lænse de offentlige kasser for ydelser, som man reelt ikke har
krav på.
Dugfriske
erfaringer fra Norge viser, at en skærpet kontrol med de sociale ydelser kan være
med til at genskabe respekten for et velfærdssamfund, hvor det sociale system
bruges, men ikke misbruges. Nordmændende har uden skelen til politisk
korrekthed og misforstået pladderhumanisme gået i krig mod systematisk svindel
med sociale midler blandt nordmænd og etniske grupper. Jagten på bedragerne er
baseret på slagkraftige, tværfaglige kontrolgrupper med bl.a. socialrådgivere,
politifolk og personer med indsigt i økonomi og etniske minoriteter.
Jeg
er som princip imod overdreven offentlig kontrol. Men vi kan ikke tillade at der
sker misbrug og bedrageri omkring de sociale midler. Specielt ikke da der er hårdt
brug for midlerne til værdigt trængende borgere. Tiden er inde til at vi følger
det norske eksempel og slår effektivt ned på socialt bedrageri, der reelt er
tyveri af andre menneskers penge. Desuden skal vi sikre mere klarhed i sociale
regler, så de ikke kan misbruges.
Udfordringen
i de kommende år bliver at sikre et velfærdssamfund, hvor der altid er råd
til at hjælpe de borgere, som har brug for en håndsrækning. Til gengæld må
vi ikke tøve med at gøre op med snyd og misbrug. Danmarks socialpolitik skal være
præget af godhed – ikke tossegodhed. Lad os afmontere en tikkende velfærdsbombe.