..........................................................................
Tilbage til forsiden
..........................................................................

Lykketofts bandbulle

Efter Lykketofts uværdige og valgtaktiske flugt fra slutforhandlingerne om strukturreformen stod det klart, at socialdemokraterne allerede er i fuld gang med valgkampen. Dette billede bekræftes af de uforsonlige og hængekøjeprægede debatindlæg, som S har leveret de seneste uger. I en kaskade af S-indlæg rakkes der kraftigt ned på den strukturreform, som Lykketoft med rette frygter. For alt tyder på, at reformen bliver en succes, som S så ikke har lod eller del i. Derfor har Lykketoft udstedt en sand bandbulle mod reformen, der skal kritiseres og mistænkeliggøres på enhver måde. Det bærer alt sammen præg af en desperat kamp for at bortforklare det manglende mod til forandring. 

Problemet for Lykketoft er, at han og de flittige S-læserbrevsskribenter er helt ude af trit med de mange fornuftige socialdemokratiske kommunalpolitikere, der inderligt ønsker fornyelse og dynamik i den offentlige sektor. De glæder sig nu over, at kommunen bliver borgernes indgangsvinkel til den offentlige sektor og at det er slut med utålelig kassetænkning og overadministration mellem kommuner og amter. Og at det kommunale selvstyre kommer i højsædet som garant for en god borgernær service. Kommunerne er i fuld gang med at forberede sig på de nye opgaver, herunder med frivillige sammenlægninger. Der spores stor aktivitet og engagement over hele landet. Fri os dog fra tomme og tvære S-trusler om at ændre på reformen efter næste valg. Det er ikke anstændigt over for hverken borgerne, de offentligt ansatte eller kommunalpolitikerne. Kom i stedet til forhandlingsbordet og vær med til at præge de mange opfølgende delbeslutninger, der skal tages i Folketinget det næste års tid.