
Absurd
hjælp til flygtninge
VK-regeringen arbejder målrettet på at få mere effekt for skattekronerne inden for en lang række områder. Og der er rigeligt at tage fat på efter mange års socialdemokratisk ledelse, hvor man som oftest fokuserede mere på antallet af bevilgede kroner end på nytteeffekten af indsatsen. Hjælp til flygtninge et område, der trænger gevaldigt til nytænkning og effektivisering.
Det
er absurd, at op mod 95% af de samlede offentlige midler til flygtningehjælp i
Europa fortsat går til at hjælpe den beskedne andel af det samlede antal
flygtninge, der har skaffet sig vej til vores del af verden. Dermed går en kun
en forsvindende lille del af midlerne til at hjælpe de mange, der er henvist
til at blive i nærområderne. Der er tale om en direkte asocial og ineffektiv måde
at organisere hjælpen på.
I de fleste partier breder der sig omsider en erkendelse af, at udlændingeloven fra 1983 var en stor fejltagelse. VK-regeringens opstramninger på udlændingeområdet har heldigvis allerede medført en markant opbremsning i antallet af asylansøgere. Desuden har vi sat en kæp i hjulet for mange af de kyniske menneskesmuglere, der har tjent fedt på at bringe en lille procentdel af flygtninge til Danmark. Og vi skal videre ad den vej. .
Danmark
og resten af EU bør satse langt mere på at hjælpe de mange i nærområderne
frem for de få i vores dyre del af verden. Danmark kan vise vejen ved at
opbygge en kapacitet til hurtig humanitær indsats i områder med katastrofe
eller regionale konflikter. Dermed sætter vi handling bag ordene. En sådan
kapacitet bør sammensættes af forberedte og koordinerede bidrag fra bl.a.
forsvaret, det civile beredskab, politiet, humanitære organisationer og
sundhedssektoren. Målet er, at vi med få dages varsel kan sætte ind med
effektiv hjælp, der tilgodeser de mange tusinder af flygtninge inden de
fordrives over store afstande. Og dermed får vi langt mere effekt for
flygtningemidlerne.